Dette gælder for både 125 KHz (Low) og 13,56 MHZ (High) kort typer.

En RFID kort læser (Response Frequency Identification) også kaldet en NFC kort læser (Near Field Communication) udsender med kort intervaller, en energi-pakke, som opfanges af et kort eller en brik.

Kortet fanger den udsendte energi, og bruger denne til at returnere sit unikke kort-nummer, som så opfanges af kort læseren. Kortet indeholder ikke noget batteri, men drives udelukkende af den udsendte energi fra kortlæseren.

Rækkevidden for denne kommunikationsform er begrænset af den lave energimængde, typisk 0 til 4 cm. Man ønsker at holde rækkevidden begrænset, for netop kun at aflæse det kort, som befinder sig i umiddelbar nærhed af kortlæseren.

Bemærk:
Vi ser ofte at forskellige kortlæsere og firmaers interne system, anvender kortnumrene i forskellige formater. Vi har en række konvertere på Ecofleet serveren, som kan omdanne det modtage nummer fra kortet, til at matche det format som kunden allerede anvender i deres system. Mere om dette senere.

Kortet anvendt som adgang/login

Når Ecofleet laver en aftale med en kunde, om at montere en tracker i kundens køretøj, oplever vi oftest, at kunden ønsker at anvende eksisterende adgangskort, til at logge ind i køretøjet.

En af de mest anvendte korttyper, er 13.56 MHz MIFARE kortet, som indeholder et kortnummer angivet med 32 bit eller mere. Vores udfordring er at mange adgangskontrolsystemer, kun læser de første – eller de sidste - 24 bit af kortets nummer. Se herunder.

På en ikke teknisk måde, kan dette simpelt forklares, som at 24-bit adgangskontrollen har en øvre grænse for det maksimale tal den kan læse. Ecofleet trackerne derimod, læser kortets fulde nummer og sender hele nummeret ind til vores server. Når kortnummeret ankommer til vores server, vil vores system matche dette nummer op mod den person, som er noteret i kundens konto i Ecofleet systemet til at bære dette kortnummer, og sætte vedkommende på den pågældende køretur.

For nemheds skyld, lad os lege at adgangskontrollen kun kan læse 3 cifre – altså fra 000 til 999. Med andre ord vil adgangskontrollen i dette tilfælde, læse alle disse kortnumre 1134, 2134, 3134, 4134, 5134 – som værende kort nummer 134 – idet antal tusinde vil blive ignoreret – adgangskontrollen vil betragte alle 5 kortholdere, som værende een og samme person.

Det højeste nummer for et 24-bit system, er
16.777.215 (her vist som 6 tegn i HEX: 0xFFFFFF)

Det højeste nummer for et 32-bit system, er
4.294.967.295 (her vist som 8 tegn i HEX: 0xFFFFFFFF)

32 eller 24 bit ? Retvendt eller omvendt ?

Kortnummer konvertering fra 32 til 24 bit, som HEX eller som DECIMAL, kan ved første øjekast se meget forvirrende ud, men følger et helt metodisk system, som blandt andet understøttes af lommeregneren i Windows eller Excel.

Når en kortlæser, læser kortets nummer, så læses kortets nummer som en række af nuller og 1-taller (kaldet bits), som følger efter hinanden. F.eks. 01001101100110101010011011001101

Nogle kortlæsere læser disse bits fra venstre mod højre (retvendt eller MSB, Most Significant Bit) mens andre læser bagfra (omvendt eller LSB, Least Significant Bit).

Bagfra bliver disse 32 bits til: 10110011011001010101100110110010

Uanset om disse bits læses forfra eller bagfra, og om tallet begrænses til de første eller sidste 24 bits, så sker der efterfølgende præcis det samme:
                                                                                    
Tallet deles ind grupper (også kaldet bytes) af hver 8 bits:
byte 1          byte 2          byte 3          byte 4
10110011 - 01100101 – 01011001 – 10110010

Bruger man kun 3 bytes, reduceres tallet til 24 bit. Bruger man alle 4 bytes, så anvender man alle 32 bit.

Hver byte deles ind i 2 sektioner (nibbles) med 4 bit i hver:
1011 0011 - 0110 0101 – 0101 1001 – 1011 0010

Hver af disse nibbles er et tegn i HEX, som betyder at både tal og bogstaver præsenterer en værdi:

0000 = 0
0100 = 4
1000 = 8
1100 = 12 (C)

0001 = 1
0101 = 5
1001 = 9
1101 = 13 (D)
0010 = 2
0110 = 6
1010 = 10 (A)
1110 = 14 (E)
0011 = 3
0111 = 7
1011 = 11 (B)
1111 = 15 (F)

Således kan disse 32 bits 1011 0011 - 0110 0101 – 0101 1001 – 1011 0010 udtrykkes som en HEX værdi B3-65-59-B2, eller blot B36559B2. Fordelen ved HEX udtrykket, er at 32 bits kan udtrykkes med kun 8 tegn.

Hvordan regner man decimal-tal værdien ud ?

Vi vil undlade her, at gå i detaljer omkring hvordan er tal omsættes fra HEX til DECIMAL, men blot henvise til at Windows lommeregner eller Excel, kan omsætte fra HEX.til.DEC eller fra DEC.til.HEX.

Her afkorter vi et 32 bit tal til et 24 bit tal og konverterer til decimal:

Feltet A1            32 bit nummer scannet med bordscanner (omvendt hex)
Feltet B1            Forreste 2 tegn er skåret af med formlen: =midt(A1;3;6)
Feltet C1            Konverter fra HEX til DECIMAL med formlen: =HEX.TIL.DEC(B1)

HEX værdien for det fulde 32 bit tal B36559B2 hedder som decimal værdi: 3.009.763.762

Havde vi på samme måde omsat kortets bits til decimal ved at læse bitstrømmen forfra 01001101100110101010011011001101, var vi endt på HEX værdien 4D9AA6CD eller decimal: 1.301.980.877

BEMÆRK:
Det samme kortnummer kan altså præsenteres på flere måder, afhængig af om man foretrækker decimal eller HEX format, om læseren læser hele tallet eller begrænser til 24 bits, og om de læste bits læses forfra eller bagfra.

Såfremt I ønsker, at det kortnummer Ecofleet kender, skal kunne matches op mod Jeres interne system, er det vigtigt at vi starter med at afklare, om I genkender Jeres kortnumre som 32 eller 24 bit – og om dette pågældende kortnummer, kendes i det normale 10-tal system (DECIMAL), i computer formatet retvendt HEX, eller i computer formatet omvendt HEX.

Evt. kan det blive nødvendigt, at I vedligeholder kortnumrene i Ecofleet systemet, vha en bordscanner, der ligesom Ecofleet trackerne, læser det fulde nummer.

KORTNUMMER
Fulde kortnummer her vist som 32 bit: 01001101100110101010011011001101

Læst forfra
Samme kortnummer læst forfra som 32 bit og angivet i HEX: 4D.9A.A6.CD
Samme kortnummer læst forfra som 32 bit og angivet i DECIMAL: 1.301.980.877
Samme kortnummer læst forfra som 24 bit og angivet som HEX: 9A.A6.CD
Samme kortnummer læst forfra som 24 bit og angivet som DECIMAL: 10.135.245

Læst bagfra
Samme kortnummer læst bagfra som 32 bit og angivet som HEX: B3.65.59.B2
Samme kortnummer læst bagfra som 32 bit og angivet som HEX: 3.009.763.762
Samme kortnummer læst bagfra som 24 bit og angivet som HEX: 65.59.B2
Samme kortnummer læst bagfra som 24 bit og angivet som DECIMAL: 6.642.098

BORDSCANNER FOR KORT

En kort-læser kan f.eks. levere kortnummeret i HEX, Decimal eller omvendt HEX format, som typisk er en 32 bit kode (8 stk tegn): Eksempel: 61744F42

Decimal værdien for dette 32-bit nummer er: 1.635.012.418

Ønsker du kun at se 24 bit, så tag de bageste 6 karakterer, her markeret med rødt.
Eksempel: 61744F42

Decimal værdien for dette 24-bit nummer er: 7.622.466

Konvertering af 24 bit kortnummer fra HEX til DECIMAL – vice versa:
Windows lommeregner kan omsætte.
Åbn en Windows lommeregner og klik VIS | PROGRAMMØR.

Vælg HEX og indsæt de 6 karakterer Klik på DEC for at se tallet i Decimal

 

ANDROID SMARTPHONE APP: NFC TOOLS

Læs kortet med smartphone app’en NFC TOOLS.

App’en leverer typisk kortnummeret i omvendt HEX format, typisk som en 32 bit kode (8 stk tegn): Eksempel: 42:17:B1:61

42:17:B1:61 skrives også som 4217B161

Ønsker du at anvende omvendt HEX format, læses nummeret bagfra
2 og 2 ad gangen.

4217B161 bliver så til 61B11742

Ønsker du kun at se 24 bit, så tag de bageste 6 karakterer, her markeret med rødt. Eksempel: 61B11742

Konvertering af 24 bit kortnummer fra HEX til DECIMAL – vice versa:
Åbn en Windows lommeregner og klik VIS | PROGRAMMØR.

Vælg HEX og indsæt de 6 karakterer Klik på DEC for at se tallet i Decimal